Rationelt antibiotikaforbrug på hospitaler
LKT vedr. rationel anvendelse af antibiotika (LKT Antibiotika) fokuserer på at optimere antibiotikaforbruget på hospitalerne.
Hvis udviklingen af antibiotikaresistens skal bremses, skal der ske en reduktion i antibiotikaforbruget. Til trods for at der i Danmark har været et mindre forbrug af antibiotika end mange andre lande, ved man, at der bruges for meget antibiotika i sundhedsvæsenet. Det er særligt forbruget af bredspektrede antibiotika, der skal nedsættes.
Sundhedsstyrelsen har i 2012 udgivet en vejledning om ordination af antibiotika, men den er langt fra implementeret. Vejledningens formål er at sikre, at antibiotika kun gives til de patienter, som har brug for antibiotikabehandling, at ændre ordinationsmønstret af antibiotika i en mere rationel retning og at reducere unødvendig behandling.
Antibiotikaforbruget på hospitalerne kan mindskes væsentligt, såfremt Sundhedsstyrelsens vejledning bliver fulgt.
Mål for LKT Antibiotika
Projektets overordnede mål er at sikre rationel anvendelse af antibiotika mhp. at optimere det kliniske behandlingsresultat for både nuværende og fremtidige patienter og samtidig minimere utilsigtede konsekvenser af antibiotikabehandling.
Alle kliniske hospitalsafdelinger i Danmark anvender antibiotika. Regionerne vil derfor sideløbende med LKT Antibiotika arbejde videre med allerede igangsatte initiativer.
De fire indsatsområder i LKT Antibiotika
Målet om reduktion af forbruget af antibiotika såvel samlet som for de kritisk vigtige antibiotika opnås ved fire indsatser:
- Indikation for anvendelse af antibiotika
- Valg af antibiotika
- Revurdering af behandling
- Behandlingsvarighed
Læs mere: